Han synger godt, synes jeg... Hønsepigen ville sikkert synes, at han er lidt klam, men ville sikkert sætte pris på hans stemme (hun kan godt lide ham, det ved jeg. Jeg lytter til ham af uransagelige årsager, ikke fordi hun sætter pris på ham. Jeg gør ikke kun noget for hende, engang imellem plejer jeg mig selv, pudser mine fjer skat).
Jeg bruger meget tid på at forestille mig, hvad hun ville synes, gøre. Jeg bruger meget tid på i det hele taget, at spekulerer over hende.
Jeg er egentlig ikke ked af det: "I never dreamed I'd loose somebody like you" synger han klagende ud af de små, men uhyggeligt velspillende B&W'ere, finstemte som et lækkert instrument, sat på søjler på korg.
Sådan noget interesserer hende overhovedet ikke. Altså hi-fi og den slags. Jeg elsker det, og taler gerne om det. Det er faktisk een af de eneste gode ting ved, at hun ikke er her; at jeg kan gøre som jeg vil. Det ærgerlige er blot, at jeg kun vil noget et par minutter af gangen, så vil jeg gerne være med hende igen.
Jeg savner dig skat: "You owe me somekind of love" synger han, spiller stilguitar og ser elvisagtig ud. Han er en engel den mand, ligesom mig. Jeg er en engel, fordi jeg er god og vedholdende, fordi jeg aldrig gør nogen noget ondt. Jeg er muligvis idiot til at håndtere en sart kvinde, men jeg gør det ikke med vilje. Jeg er en mand for fanden, hvad skal jeg stille op med mine billeder, andet end at glo på dem?
"The one that I loved is left and gone without me...".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar