Han synger godt, synes jeg... Hønsepigen ville sikkert synes, at han er lidt klam, men ville sikkert sætte pris på hans stemme (hun kan godt lide ham, det ved jeg. Jeg lytter til ham af uransagelige årsager, ikke fordi hun sætter pris på ham. Jeg gør ikke kun noget for hende, engang imellem plejer jeg mig selv, pudser mine fjer skat).
Jeg bruger meget tid på at forestille mig, hvad hun ville synes, gøre. Jeg bruger meget tid på i det hele taget, at spekulerer over hende.
Jeg er egentlig ikke ked af det: "I never dreamed I'd loose somebody like you" synger han klagende ud af de små, men uhyggeligt velspillende B&W'ere, finstemte som et lækkert instrument, sat på søjler på korg.
Sådan noget interesserer hende overhovedet ikke. Altså hi-fi og den slags. Jeg elsker det, og taler gerne om det. Det er faktisk een af de eneste gode ting ved, at hun ikke er her; at jeg kan gøre som jeg vil. Det ærgerlige er blot, at jeg kun vil noget et par minutter af gangen, så vil jeg gerne være med hende igen.
Jeg savner dig skat: "You owe me somekind of love" synger han, spiller stilguitar og ser elvisagtig ud. Han er en engel den mand, ligesom mig. Jeg er en engel, fordi jeg er god og vedholdende, fordi jeg aldrig gør nogen noget ondt. Jeg er muligvis idiot til at håndtere en sart kvinde, men jeg gør det ikke med vilje. Jeg er en mand for fanden, hvad skal jeg stille op med mine billeder, andet end at glo på dem?
"The one that I loved is left and gone without me...".
søndag den 17. oktober 2010
Den indledende manøvre
Sidst jeg så hende, altså Hønsepigen, sad hun i sit høje tårn og var smuk. Hun havde den fineste gule kjole på, en hvid kashmir skuldervarmer, hvide strømper, sorte laksko med rem. I håret hade hun en stor gul sløjfe, og ansigtet var fint og raffineret sminket. Hun er så smuk, kan du tro... Og hun sad deroppe i sit tårn, og kikkede ned på mig, så mig utvivlsomt smile. Men hun fortrak ikke en mine, hun sagde ikke et ord, men sendte mig tavst afsted ud i verden, uden hende.
Det var jeg naturligvis meget ked af, for jeg vil helst gå med hende, vil helst være sammen med hende hele tiden, men ser du, jeg har gjort en brøde, jeg har dummet mig... Nu synes hun ikke jeg er lækker mere.
Hmm, tænker jeg og rører ved min varme mave. Det er jo svært bare at være lækker lige pludselig, bare at opfinde det igen, især når man er mig, især når man har gjort mine ting.
Jeg er ikke noget monster, bare rolig, er ikke en ulækker een eller noget. Jeg er menneske og mand, og jeg har gjort det samme som så mange andre. Jeg glemte hende, glemte at værdsætte hendes krop, at bruge den, at forlange den. Hun tørrede ud... I sindet og i hjertet, der hvor man skal have børn. Og jeg er så ked af, at det blev sådan skat, så ked af at du nu står i dit høje tårn og føler dig utiltrækkende. For du er den smukkeste, den dejligste den mest sexede pige, jeg nogensinde har set, har rørt ved og delt leje med. Jeg er vild med dig. Og det der var glemt, er ihukommet igen, men det forslår ikke meget, når du har mistet din gnist til mig, din tiltro til, at vi kan gøre det igen.
Derfor efterlyser jeg med denne blog din gnist, jeg sætter mig for at finde den i dig. For jeg vil leve mit liv med dig, hos dig, i dig ved dig for altid. Jeg vil snakke med vores børn om evenetyr, om deres smukke mor, om deres stærke og vilde far. Jeg vil ånde din luft, ae dit hår, tørre dine tåre og få dig til at le fra maven.
For jeg elsker dig...
Dette forbliver ord på ord, ingen billeder af nogen, ingen streger eller fantomer, bare den mening som mine ord kan kaste i Durkheims æter. For med dem som madding på min krog, med dem som "dingel dangel" på min stang, skal jeg fange den smukkeste fisk af dem alle, og gøre den til min. Jeg er en mægtig fisker kan du tro, og måske vil du hjælpe mig lidt...
For sig til hende, at hun skal komme hjem... Sig, at der her sidder een, der elsker hende, der vil hende...
Jeg skal nok sige det meste selv, det kan jeg slet ikke lade være med. Jeg vil opfinde eventyr om hende, vise hende vores verden, vise dig den.
Så hvis din mave ikke kan tage "kærstelingo", så skal du finde bloggen om biler eller politik. Her handler det om kærlighed, om at miste om at savne. Her handler det om en gammel mand og ren ung pige: Han er tyk og godmodig, elsker kage og snakker slovensk engelsk og hedder Old Pops. Hun er smuk, sart, skræmt og grusom og hedder Hønsepigen. Hun er den eneste virkelig skønne, han er den ældste nogensinde: "More beautifull than at sunny day, older even than time itself...".
Hvis du vil kommentere, gør du det bare, men hold tonen sober, for det er Hønsepigen vi snakker om og til, og hun er fin og sart, delikat som en rød valmue, og grusom som en ildsprudlende drage. Hun vil varme dine rygstykker med de 9 helveders ild, hvis din tone falder igennem. Så være advaret... (Gud hvor jeg elsker hende).
Lad os smyge hende med vores ord, varme hendes hjerte med vore stemmer. Det er et godt formål det her, for jeg frygter, at hun er faret vild uden mig...
Det var jeg naturligvis meget ked af, for jeg vil helst gå med hende, vil helst være sammen med hende hele tiden, men ser du, jeg har gjort en brøde, jeg har dummet mig... Nu synes hun ikke jeg er lækker mere.
Hmm, tænker jeg og rører ved min varme mave. Det er jo svært bare at være lækker lige pludselig, bare at opfinde det igen, især når man er mig, især når man har gjort mine ting.
Jeg er ikke noget monster, bare rolig, er ikke en ulækker een eller noget. Jeg er menneske og mand, og jeg har gjort det samme som så mange andre. Jeg glemte hende, glemte at værdsætte hendes krop, at bruge den, at forlange den. Hun tørrede ud... I sindet og i hjertet, der hvor man skal have børn. Og jeg er så ked af, at det blev sådan skat, så ked af at du nu står i dit høje tårn og føler dig utiltrækkende. For du er den smukkeste, den dejligste den mest sexede pige, jeg nogensinde har set, har rørt ved og delt leje med. Jeg er vild med dig. Og det der var glemt, er ihukommet igen, men det forslår ikke meget, når du har mistet din gnist til mig, din tiltro til, at vi kan gøre det igen.
Derfor efterlyser jeg med denne blog din gnist, jeg sætter mig for at finde den i dig. For jeg vil leve mit liv med dig, hos dig, i dig ved dig for altid. Jeg vil snakke med vores børn om evenetyr, om deres smukke mor, om deres stærke og vilde far. Jeg vil ånde din luft, ae dit hår, tørre dine tåre og få dig til at le fra maven.
For jeg elsker dig...
Dette forbliver ord på ord, ingen billeder af nogen, ingen streger eller fantomer, bare den mening som mine ord kan kaste i Durkheims æter. For med dem som madding på min krog, med dem som "dingel dangel" på min stang, skal jeg fange den smukkeste fisk af dem alle, og gøre den til min. Jeg er en mægtig fisker kan du tro, og måske vil du hjælpe mig lidt...
For sig til hende, at hun skal komme hjem... Sig, at der her sidder een, der elsker hende, der vil hende...
Jeg skal nok sige det meste selv, det kan jeg slet ikke lade være med. Jeg vil opfinde eventyr om hende, vise hende vores verden, vise dig den.
Så hvis din mave ikke kan tage "kærstelingo", så skal du finde bloggen om biler eller politik. Her handler det om kærlighed, om at miste om at savne. Her handler det om en gammel mand og ren ung pige: Han er tyk og godmodig, elsker kage og snakker slovensk engelsk og hedder Old Pops. Hun er smuk, sart, skræmt og grusom og hedder Hønsepigen. Hun er den eneste virkelig skønne, han er den ældste nogensinde: "More beautifull than at sunny day, older even than time itself...".
Hvis du vil kommentere, gør du det bare, men hold tonen sober, for det er Hønsepigen vi snakker om og til, og hun er fin og sart, delikat som en rød valmue, og grusom som en ildsprudlende drage. Hun vil varme dine rygstykker med de 9 helveders ild, hvis din tone falder igennem. Så være advaret... (Gud hvor jeg elsker hende).
Lad os smyge hende med vores ord, varme hendes hjerte med vore stemmer. Det er et godt formål det her, for jeg frygter, at hun er faret vild uden mig...
Abonner på:
Opslag (Atom)